det der med ekser.

jeg har haft 3 seriøse forhold. eller .. seriøse ved jeg ikke. det første jeg betegner som seriøst var fra jeg var 15 til 17 år. vi var sammen hele tiden og delte alt og tog på ferie til italien sammen osv, så .. synes selv jeg var meget voksen og seriøs. Men altså - jeg slog op med den stakkels fyr over sms, så måske ikke helt så seriøst alligevel.

andet forhold var med en fra min efterskole. vi havde et langdistanceforhold i 2 år og vi var meget forelskede. ham slog jeg så op med over msn. hmmmm. undskyldte mig selv med at jeg synes det var spild af både penge og tid at skulle rejse til den anden ende af landet for enten at (i min situation) slå op eller (i hans situation) blive slået op med.

3. forhold hmmm. meget romantisk - vi mødte hinanden på vores efter-skole-arbejde og han gjorde alt for at få samme vagter som mig. sødt. og så faldt vi i snak om de der Silverfilm som man så da man var lille. (jo, man gjorde!) og så sagde han at han havde dem alle sammen derhjemme og at jeg skulle komme forbi og se dem. (hvilket det senere viste sig at han ikke havde, men han gjorde alt for at købe dem og skaffe dem hjem, så han ku ses med mig.) meget romantisk. - vi var sammen i 3 år og boede faktisk sammen i 2 af dem. - Men det gik galt og siden har jeg ikke vekslet ét ord med ham.

- og heller ikke med de to andre.

HVORFOR ER DET SÅDAN? bare fordi man slår op, så er det som om man ikke eksisterer. hmm. synes det er meget mærkeligt. som om man ikke kan anerkende at man faktisk har været hovedkuls forelsket og betydet alverden for hinanden. Synes det er ærgerligt. - det er jo, trods alt, mennesker som har gjort et stort indtryk på en og som har formået at vække ens interesse så meget (og så længe!) at man indgår i et forhold med vedkommende.

Håber at jeg en dag kan finde ud af at være venner med en eks. De er jo fantastiske mennesker.